Cara Insula - den kære ø Øm Klosters Krønike fortæller, at en gruppe munke en forårsdag i 1172 kom til et sted, som hed Øm. Munkene syntes godt om stedet, der var omgivet af vand, og døbte det "Cara Insula", altså "den kære ø". Munkene var oprindelig blevet udsendt fra cistercienserklostret i Vitskøl i 1165, og via mellemstationer i Sminge, Veng og Kalvø havnede de i Øm, som mod nord afgrænsedes af den lille Gudensø og i syd af Mossø - Danmarks fjerdestørste sø. Der var flere faktorer, der talte for at opføre klostret ved Øm, bl.a. den fredelige placering. Afgørende blev det dog sikkert, at den dygtige munk, Martin, ved at foretage Danmarks ældst kendte nivellement kunne påvise, at Mossøs vandstand var en alen højere end Gudensøs. Man kunne således ved at grave en kanal mellem de to søer få rindende vand til klostret. Kanalen kunne sikre munkenes almindelige vandforsyning, men den kunne også udnyttes som drivkrft til en mølle og tjene som en avanceret kloakering. Udgravet brønd. Gravene Kasserne beskytter gravene nede i jorden. Se foto herunder.   Bispegrav fra kirkens højaltret. Der er sandsynligvis tale om biskop Peder Elafsen af Århus, som døde i 1246. I graven fandtes en bispering og et lille sølvkors. Den murede gravform var almindelig for standsfolk i denne periode af middelalderen.     Mindesmærke for biskop Gunner af Viborg.   Spedalskhed Kvinden på billedet har lidt af lepra, altså spedalskhed. Lilletåen på hendes venstre fod er stærkt angrebet. Næsepartiet er stærkt forandret på grund af en spedalsk betændelseproces - en slags hudtuberkulose. Kvinden har været mellem 50 og 60 år, da hun døde. Normalt blev spedalske mennesker begravet uden for de såkaldte St. Jørgens kirkegårde. Trepanation Patienten overlevede ikke trepanationen. Hullet i kraniet helede tydeligvis ikke. Se også trepanationen ved Næs Vinbjergsneglen Der er stadig et stilfærdigt liv på Øm Kloster.