I Falsters
nordøstlige hjørne på den smukke egn ved Grønsund - der
hvor afstanden til Møn er kortest - ligger en af Danmarks
bedste landbrugsskoler, Næsgård.
Men allerede
stenalderfolket havde blik for områdets kvaliteter. I jættestuen
ved Næs begravede man således en mand, der havde fået
foretaget en vellykket hjerneoperation - en såkaldt
trepanation.
Det
var også her, at Marie Grubbe tilbragte sine sidste leveår.
Flere af Danmarks bedste forfattere har følt sig
inspireret af hendes besynderlige skæbne. Ludvig Holberg besøgte
hende i Borrehuset, mens pesten hærgede i København.
Kig
mod Næsgård.
H.C.
Andersen skrev historien om "Hønse-Grethes
familie" , og J.P. Jacobsen viede hende en hel
roman: "Fru
Marie Grubbe" .
Størst
betydning fik dog digteren og præsten St.
St. Blicher. Han skildrede hendes omskiftelige tilværelse
fra fornem adelsfrøken på herregården Tjele
ved Viborg til fattig færgekone ved Grønsund i "Brudstykker
af en landsbydegns dagbog". Denne mesterlige fortælling
om Marie Grubbe blev samtidig et gennembrud for prosaen som
genre i Danmark.
Du
kan læse mere om Marie Grubbe længere nede på denne side. Klik
på titlerne ovenfor, hvis du vil læse teksterne i Arkiv for
Dansk Litteratur. De øvrige links henviser til min egen
hjemmeside.
Steder i Danmark
med tilknytning til Marie Grubbe.
Marie Grubbe
- ca. 1643-1718
Marie Grubbe blev født omkring
1643. Hun var datter af Erik Grubbe til Tjele. Han havde gjort
sig umulig i kronens tjeneste, men havde i modsætning til mange
andre adelige på den tid ikke blot formået at bevare, men
endog at udbygge sine godser. Han blev tidligt enkemand, men
levede sammen med en bondepige. Af hans ægtefødte børn levede
de to, Anne Marie og Marie.
Marie Grubbe kom som ung til København,
hvor hun sytten år gammel bliver gift med den 22-årige Ulrik
Frederik Gyldenløve, søn af Frederik 3. og Margrethe Pape.
Kongen er tilsyneladende glad for giftermålet. I hvert fald forærer
han Gyldenløve Kalø Slot med tilhørende gods.
Kalø Slot i Århus-bugten
Ægteskabet bliver ingen succes.
Gyldenløve har allerede året forinden i hemmelighed giftet sig
med Sofie Urne og lever således som bigamist. Da han efter et
par år bliver statholder i Norge, tager Marie dog med ham.
Snart rygtes det dog, at hun trøster sig med andre mænd, når
Gyldenløve er på rejse. Han sender Marie hjem til Danmark, og
i 1670 bliver parret skilt.
Marie Grubbe tager til udlandet,
men to år senere vender hun fattig hjem efter at have brugt de
12.000 rigsdaler, hun fik ved skilsmissen. Et års tid senere
gifter hun sig med den jyske herremand, Palle Dyre. Han får ved
denne lejlighed to herregårde i medgift.
Parret bosætter sig på
Trinderupgård ved Hobro. Skønt Palle Dyre har et anstrengt
forhold til sin svigerfader på grund af uenigheder om den
forventede arv, flytter parret efter tolv år hjem til Tjele og
den gamle Erik Grubbe.
Snart bliver Marie dog vildt
forelsket i faderens ladefoged, Søren Sørensen Møller. Han er
ung og køn, men fattig og hidsig af gemyt. Snart bliver det
almindelig kendt, at han aflægger Marie natlige besøg i hendes
kammer. Palle Dyre lader dog som ingenting, men lader Marie
kompromittere sig godt og grundigt.
Først da Erik Grubbe mister tålmodigheden
med datteren, sker der noget. Han klager til kongen, og Palle
Dyre bliver bevilget skilsmisse og får lov til at beholde
medgiften. Erik Grubbe giver ham endog lidt ekstra jordegods for
svie og smerte. Han gifter sig igen og slår sig på spil og
druk. Flere år senere - i februar 1707 - kommer han i
klammeri med en tysk soldat og dør efter et kårdestød.
Her
lå Borrehuset, hvor Marie Grubbe boede.
Marie Grubbe drager udenlands med
Søren Møller. De bliver gift, men vender tilbage til Danmark, hvor
de i 1697 dukker op på Møn. Søren ernærer sig som tærsker,
så de har formentlig levet i yderste fattigdom.
Senere slår de sig ned på
Falster i Borrehuset ved Grønsund. Her driver de en slags
smugkro med øl- og brændevinssalg. Søren selv drikker
flittigt med, og i 1711 er han så uheldig i fuldskab at skyde
en skipper ihjel.
Ved herredstinget bliver han dømt
til døden, men landstinget mener, at der er tale om et vådeskud,
som kan sones med en bøde. Højesteret giver landstinget
medhold, men idømmer dog Søren Møller tre års hårdt arbejde
på Bremerholm, da han er "berygtet for et skarns liv og
levned". Fra Bremerholm føres han i 1714 til Kronborg fæstning,
hvorefter man ikke hører mere til ham.
Mindestenens
bagside.
Nu sidder Marie Grubbe alene
tilbage i Borrehuset, og det er da også her, at den unge Ludvig
Holberg møder hende 1711. Hun fortæller ham, at skønt Søren
dagligt handlede ilde med hende, var hun dog langt mere fornøjet
med ham end i sit første ægteskab. "Så at det synes, at
just det, som kunne være afskyeligt for andre, var tønder til
elskov og fornøjelse for hende", konstaterer Holberg.
Marie Grubbe døde i 1718,
"i
en høj alderdom, men i megen fattig og slet tilstand."
Bag
mindestenen for Marie Grubbe anes et af de stråtækte og
stråbeklædte huse, der er så karakteristiske for denne
egn.
Kildemateriale:
Danmarks Historie. Bind 8. Politikens Forlag.