Opdateret den 25.01.2022

Øm Kloster

Øm Klosters Krønike fortæller, at en gruppe munke en forårsdag i 1172 kom til et sted, som hed Øm. Munkene syntes godt om stedet, der var omgivet af vand, og døbte det "Cara Insula", altså "den kære ø".

Munkene var oprindelig blevet udsendt fra cistercienserklostret i Vitskøl i 1165, og via mellemstationer i Sminge, Veng og Kalvø havnede de i Øm, som mod nord afgrænsedes af den lille Gudensø og i syd af Mossø - Danmarks fjerdestørste sø.

Man ved ualmindelig god besked om klostrets grundlæggelse takket være Øm Klosters Krønike, hvis originalmanuskript er bevaret. Det blev skrevet i årene 1207-67. Håndskriftet blev i 1731 skænket til Universitetsbiblioteket af storgodsejeren Christian Rantzau til Brahesborg.

Øm Klosters Krønike

Der var flere faktorer, der talte for at opføre klostret ved Øm, bl.a. den fredelige placering. Afgørende blev det dog sikkert, at den dygtige munk, Martin, ved at foretage Danmarks ældst kendte nivellement kunne påvise, at Mossøs vandstand var en alen højere end Gudensøs. Man kunne således ved at grave en kanal mellem de to søer få rindende vand til klostret. Kanalen kunne sikre munkenes almindelige vandforsyning, men den kunne også udnyttes som drivkraft til en mølle og tjene som en avanceret kloakering.

Munkene anlagde gennem årene tre nordsydgående kanaler. Den ene løb umiddelbart vest for klostret, mens en anden løb på østsiden. Omkring en kilometer øst for klostret løb den tredje kanal, der med sine 900 meter var den længste.

Øm Klosters beliggenhed mellem kanalerne. Frit efter "Olaf Olsen: Krønike og udgravning".

Perioden fra grundlæggelsen i 1172 og frem til midten af 1200-tallet blev på mange måder den bedste i Øms historie. Cistercienserne var dygtige og hårdtarbejdende landbrugere, der ved bl.a. skovrydning fik opdyrket nye områder og skabt mønsterbrug.

Af stor betydning for klostrets vækst var det naturligvis også, at forskellige velyndere skænkede munkene store ejendomme. Især biskop Svend af Århus var gavmild. Han forærede flere af sine besiddelser på Djursland til klostret. Da han på sine gamle dage trak sig tilbage, slog han sig ned på Øm, hvor han døde i 1191. Munkene lod ham begrave foran højaltret.

Man ved intet om, hvordan de første bygninger så ud. Det må formodes, at man i starten har bygget i træ, og at der efterhånden er blevet råd til at opføre kirke og klosterbygninger af teglsten. Det vides med sikkerhed, at klostrets ellevte abbed, Michael, i 1246 blev gravlagt i den ny kapitelsal. Denne var dog ikke færdigbygget, idet kun fundamentet var lagt.

Samme år blev biskop Peder Elafsen af Århus begravet i den ny kirke. Heller ikke den stod færdig. Først på Allehelgensaften 1257 - altså elleve år senere - kunne man gå i procession med kors, lys og røgelseskar fra den gamle til den ny kirke, hvor man anbragte alle klostrets relikvier "under munkenes frydeskrig og jubelråb".

Desværre for klostret blev de kommende år på mange måder vanskelige. Efter Peder Elafsen blev Peder Ugotsen biskop i Århus. Han havde længe været imod de begunstigelser, som munkene nød godt af. Han hævdede bispens rettigheder over for klostret, krævede ret til gæsteri i Øm for sig selv og sit følge og underkendte tidligere gaver til klostret.

Peder Ugotsens efterfølger, Tyge, skærpede kursen yderligere, og da cistercienserne valgte at støtte ærkebiskop Jacob Erlandsen i dennes strid med kongemagten, blev situationen endnu mere tilspidset. 

Dronning Margrethe Sprænghest, mor til Erik Klipping, regerede i disse år på sin mindreårige søns vegne. Sammen med et følge på 1600 ryttere, løbere og fodfolk gæstede hun i 1260 i to nætter Øm ifølge klostrets egen krønike. Tallet er muligvis overdrevet, men der er ingen tvivl om at forplejningen af den store styrke var en voldsom økonomisk belastning.

Gang på gang klager brødrene deres nød i striden med kongemagten og bispestolen i Århus, men selv om de kunne fremvise gavebreve og dokumentation for opnåede privilegier, synes det ikke at have gjort større indtryk på modstanderne. Der var gået politik i sagen.

Hvad udgangen på striden blev ved man ikke, for krønikens beretning slutter brat i 1267. Af klostrets omkring 400 år lange historie er det altså kun det første århundrede, man kan følge i detaljer. Om den øvrige tid har man kun tilfældige oplysninger.

Om klostrets jordegods ved man dog ganske god besked. Som man kunne forvente, bliver der stort set ikke skænket ejendom til brødrene i årene efter 1270. Først fra 1310 til 1350 bliver gaverne lidt rigeligere, og der kommer endnu en god periode fra 1470 til  1510. Ved nedlæggelsen ejede klostret omkring 250 ejendomme i Midt- og Østjylland.

Reformationen i 1536 blev begyndelsen til enden på Øm Klosters historie. Man tillod ikke længere, at der blev optaget nye munke. Ganske vist fik man i nogle år tilført verdslige pensionærer, som kongen havde tildelt kost og logi, men efterhånden ophørte også dette.

Ved påsketid 1560 opholdt Frederik 2. sig på Øm, hvor han besluttede at nedlægge klostret. Den sidste abbed, Jens, blev gjort til sognepræst på Djursland, og de mange bønder blev underlagt lensmanden på Bygholm ved Horsens. De 24 peblinge i klosterskolen blev sendt bort - sandsynligvis til latinskolen i Århus.

Året efter - i oktober 1561 - befalede kongen, at bygningerne skulle nedrives. Mursten, tømmer og andre brugbare materialer blev omhyggeligt pillet ned for at tjene til byggeri og befæstning i det nærliggende Skanderborg. Transport ad landjorden på dårlige veje var en besværlig sag, men klostrets heldige beliggenhed ved vandet gjorde det muligt at fragte materialerne på pramme.

I nogle få år blev Øm - nu kaldet Emborg - opretholdt som administrativ enhed med avlsgård, men i 1571 blev avlsgårdens jord opdelt i to bondegårde, som blev bortfæstet. Øm Kloster var væk. I stedet havde man fået landsbyen Emborg.